Det kører faktisk rigtig godt for Nanette.
Spændende job, dejlig kæreste, og i aften skal de have stor housewarming-fest for alle vennerne i deres nye, smukke lejlighed.
Når Nanette skal forklare, hvad hun laver, plejer hun at sige, at hun graver efter guld. Og det er ikke helt løgn. Nanette er konsulent for det belgiske firma I-goo, et af de førende inden for re-composition. Firmaet har udviklet en serie mikroorganismer, der er i stand til at nedbryde komplicerede og giftige kemikalier til simplere, ufarlige og genanvendelige stoffer. I-goos mikroorganismer kan også udvinde sjældne og kostbare metaller fra skrottet elektronisk udstyr.
Nanettes job er at køre rundt til gamle lossepladser og undersøge, om der er tilstrækkeligt med stoffer, som kan omsættes til noget værdifuldt. Hvis der er, forhandler hun med de lokale myndigheder om retten til at oprense stedet.
Noget af det, Nanette bedst kan lide ved jobbet, er, at hun kan gøre noget for miljøet og tjene godt på det samtidig. Et giftdepot, en stor grund forurenet med tungmetaller eller en gammel losseplads fyldt med elektronikskrot kan være en tikkende bombe under miljøet. Men med rekompositionsteknologien bliver lossepladser bogstavelig talt til guldminer. I en tid, hvor det er blevet ekstremt dyrt at udvinde de sidste råstoffer fra verdens miner af guld, platin eller andre sjældne metaller, kan det bedre svare sig at udvinde dem af alle de gamle apparater - selv om det er ganske små mængder ædelmetaller, der er blevet brugt til fortidens computerchips, skærme, måleapparater osv.
Indrømmet, I-goos teknologi er kontroversiel, og det er ikke alle, der er helt trygge ved den.
Metoden blev udviklet af Craig Venter, den amerikanske forsker der i år 2000 afkodede det menneskelige genom og derefter gik videre til at udvikle helt nye former for liv. Venter tog udgangspunkt i den mest simple kendte levende organisme. Derefter fjernede han systemetisk dens gener ét af gangen for at nå ned til den enklest mulige arvemasse, der er tilstrækkelig til at at understøtte en levende organisme.
Den genetiske kode var enkel nok til, at Venter kunne sammensætte dna'et fuldstændig kunstigt ved at samle de enkelte molekyler fra bunden af.
Med den grad af kontrol over generne kunne Venter og forskerne efter ham nu begynde at skræddersy helt nye organismer til meget specifikke formål - et af de første var en mikroorganisme, der kan omsætte kloakslam til brint, som derefter kan bruges i energiforsyningen.
Teknologien er levende.
Teknikken kaldes rekomposition. Nanettes firma, I-goo, har specialiseret sig i at nedbryde komplicerede stoffer - andre firmaer tilbyder mikroorganismer, der i stedet kan opbygge højt specialiserede materialer ud fra simple grundstoffer.
De fleste nye materialer er udviklet ved at kombinere bioteknologi og nanoteknologi, hvor præcisionen af de strukturer, man arbejder med, måles i milliontedele millimeter.
Man har for eksempel skabt »smarte« materialer, der indeholder mikroskopiske sensorer og computerkomponenter. Der er udviklet kulstoffibre, som er lette som fjer og stærkere end stål. Der findes materialer, som kan reparere sig selv eller skifte egenskaber alt efter lyset, temperaturen, eller hvor hårdt de belastes.
Den slags avancerede materialer skal bygges op fra bunden, molekyle for molekyle. Snarere end at forsøge at samle molekylerne med en ekstremt præcis maskine, vælger man i de fleste tilfælde at udvikle organismer, der kan klare opgaven. På den måde kan man nærmest »dyrke« sine højteknologiske materialer.
Sammenlignet med gammeldags mekanisk teknologi er der den meget væsentlige forskel, at de nye »levende« teknologier kan formere sig.
Det er praktisk, men det er også risikabelt. Mange frygter, at mikroorganismerne skal brede sig til steder, hvor de kan forvolde skade - og måske dårligt kan stoppes.
Fuldstændig som dyr og planter kan angribes og opløses af svamp eller råd, så kunne man frygte at computere, maskiner eller byggematerialer ved et uheld bliver inficeret med mikroorganismer, der begynder at omdanne alt til en ubestemmelig grå masse.
Nanette har været igennem den diskussion utallige gange. Når nogen fortæller om deres bekymringer, viser hun gerne en lille video med I-goos direktør, Jaan Schmadt, som forklarer, hvordan deres mikroorganismer er konstrueret, så de kun kan formere sig, når der tilsættes særligt udviklede enzymer under kontrollerde forhold i et laboratorium.
Ydermere har I-goo for en sikkerheds skyld udviklet en række stoffer, der er uskadelige for miljøet, men som øjeblikkeligt kan dræbe organismerne, hvis de skulle undslippe.
Og, som Nanette plejer at tilføje, så har der endnu ikke været et eneste tilfælde, hvor det var nødvendigt at gribe ind.
Men selvfølgelig er der en risiko. På den anden side så får vi også meget ud af at bruge nano-materialerne. Tag nu biler for eksempel. Nanettes firmabil vejer knap 300 kg, og det er endda en model med god plads.
Da Nanette var lille, kørte hendes forældre rundt i noget, der hed en SUV, en fuldstændig overdimensioneret tankvogn af en bil - den vejede op imod tre tons, og så kørte den oven i købet på benzin! Et grotesk eksempel på, hvordan det var i olie-alderen: stort, tungt og ekstremt ineffektivt.
Biler er dyre at køre rundt i. Man kan komme langt på en tankfuld biobrændsel eller brint, men vejskatterne betyder, at man må vælge sin rute med omhu. Ligesom tidspunktet; det handler om at undgå myldretiden, hvor taksterne er højest.