Måske kan du selv huske, hvor absurd det virkede, da man begyndte at diskutere liferecorderen og ideen om at optage hele sit liv på video, så man senere kunne gå tilbage og gense en hvilken som helst oplevelse, man havde haft.
Men da konceptet blev udbygget med livsstrømmen, så man kunne gemme, gense og dele alle ens oplevelser og følelser, så følte mange sig direkte truet. Det tog tid at vænne sig til tanken om at samle alle ens data - hvor man har opholdt sig, hvem man har mødt, hvad man har købt, hvad man har læst og lyttet til - og gemme dem sammen med den livslange video-optagelse i en livs-strøm, der stort set indeholdt alt, hvad man nogensinde havde set og gjort.
Liferecorderen og livsstrømmen var knapt nok en opfindelse. De var snarere det forudsigelige resultat af, at computere blev en del af næsten ethvert aspekt af dagligdagen.
I årene lige efter årtusindeskiftet var Apples iPod en forsmag på udviklingen. Den lille dims kunne rumme 60 gigabyte data - nok til, at ejeren kunne gå rundt med hele sin pladesamling og tusindvis af fotografier i lommen. Samtidig bredte digitale kameraer sig alle vegne, ikke mindst da de på få år blev standardudstyr i mobiltelefoner.
Næste skridt var de såkaldte 3G mobiltelefoner, der dels bød på bredbånds internetforbindelse, dels gjorde det muligt at registrere brugernes præcise position. Fra omkring 2008 havde de fleste danskere vænnet sig til at have alle internettets muligheder med sig overalt.
Gradvist, ligesom brikker, der falder på plads i et puslespil, blev vejen banet for liferecorderen. I 2020 var det almindeligt, at mobile terminaler havde 100 terabyte hukommelse, rigeligt til at gemme videooptagelser af et helt liv. Samtidig var hastigheden af trådløse forbindelser for længst blevet så høj, at det i praksis ikke var til at mærke, om man lagrede og hentede data i computerens egen hukommelse eller ude på nettet et sted.
Den tekniske udfordring ved liferecorderen var ikke at optage alt eller at finde plads til materialet, men derimod at finde rundt i de enorme mængder af data.
Gennembruddet for liferecorderen som et praktisk redskab i hverdagen kom først, da der var udviklet tilstrækkeligt smarte systemer til automatisk at analysere optagelserne. I starten var inddelingen grovkornet og opbygget ud fra en sammenligning med personens kalender. Man kunne simpelthen spole tilbage til møder, fødselsdage, ferier osv. udelukkende baseret på datoen.
Efterhånden blev systemerne mere intelligente. Softwaren i recorderen registrerede eksempelvis, om der skete pludselige skift i lydniveauet, som kunne antyde, at der fandt noget vigtigt eller overraskende sted. Med signaler fra sensorer rundt omkring på kroppen, lærte systemerne gradvist at genkende latter, gråd, skænderier og kærtegn, og den begyndte at kombinere mange former for data i en egentlig livsstrøm.
I dag er kategoriseringen af dataene så præcis, at man kan søge efter begivenheder i sit liv med samme lethed, som man førhen ledte efter ord i et tekstdokument.
Vi tager det for givet, at man i mylderet af fortidens små og store hændelser kan finde tilbage til dér, hvor man forlagde sine nøgler, det maleri, man så en søndag for år tilbage, alle de gange, man har forsøgt at lære at lægge sadel på en hest, eller alle de gange, man har mødt en bestemt person.
Livsstrømmen bliver formet.
Et af de tidlige eksempler var computergiganten HPs casual capture fra omkring 2004. Brugeren skulle bære et specielt, lidt klodset, par briller med et indbygget videokamera.
Ideen var, at man ville prøve at fange en masse af livets store øjeblikke, som ellers ville gå tabt: Det første smil fra ens nyfødte barn, morsomme, skønne eller rørende situationer - eller måske forbrydelser, som man tilfældigt blev vidne til.
Også Microsoft var med til at definere det tidlige omrids af liferecorderen og livsstrømmen. MyLifeBits projektet, der fra 2003 blev sponsoreret af den amerikanske hær, gik netop ud på at opsamle og strukturere hele den strøm af digitale data, som en person efterlader sig. Microsofts forskere brugte sig selv som forsøgspersoner og indsamlede fotos, optog telefonsamtaler, gemte alle e-mails og registrerede alle de websites, de besøgte, de bøger og blade, de læste, den musik, de hørte og de tv-programmer, de så.
Nokia Lifeblog fra den samme periode var endnu et pioner-projekt. Nokia var verdens førende producent af mobiltelefoner, men selskabets forskere talte allerede på det tidspunkt hellere om »mobile terminaler« i erkendelse af, at telefoni i stigende grad blot var én ud af mange funktioner i det digitale apparat, som alle bar i lommen.
Nokia påpegede, at en mobiltelefon faktisk indeholdt en meget stor mængde informationer om brugerens liv, og man undersøgte, hvordan man kunne udbygge opsamlingen af oplysninger, f.eks. ved at gøre det nemmere at indtale notater og organisere billeder og videooptagelser fra telefonen.
Længe inden leverede den almindelige PC allerede et ganske detaljeret billede af brugerens liv gennem registreringen af filer, besøgte websites og e-mails. Også telefonens eller MP3 spillerens lister kunne give et forbløffende intimt indblik i en persons liv. Om ikke andre, så var politiets eksperter yderst bevidste om, hvor meget man kunne lære om en persons interesser og aktiviteter ved at studere vedkommendes harddisk.