Pressemeddelelse 13. november 2008
Stjernernes nat i Danfoss Universe
Lørdag den 29. november holder Danfoss Universe open by night og inviterer indenfor til julehygge med masser af levende musik, miniplanetarium og andre oplevelser for både børn og voksne.
Der er skruet helt op for julehyggen når juletræer, julepynt og levende lys byder både børn og voksne velkommen til stjernernes nat i Danfoss Universe. Netop denne aften er der åben indtil kl. 21 og parken lyser op med bål og fakler, levende musik og fortællinger om stjernehimlen. Du kan kravle ind i et helt særligt miniplanetarium og opleve stjernehimlen. Inde i planetariet er illusionen perfekt, og du sidder, som var du på en bjergtop med perfekt udsyn til himmelrummet.
Mogens Winther, der underviser i astronomi på Alssundgymnasiet, vil fortælle om netop denne aftens stjernehimmel og vise stjerneoptagelser fra sin studietur til Canada i stort format på facaden af parkens spektakulære bygning kaldet Cumulus. Visningen foregår fra klokken 19 under åben himmel.
Klokken 17.30 spiller det 35 mand store Danfoss Orkester julemelodier i Blå Kube og klokken 20.15 varmer Sønderborg Gospel kor op til årets juletræstænding, der foregår klokken 20.30 foran Blå Kube.
Der er både noget for de musikelskende, men også for dig, der har lyst til fart og spænding. Lige som resten af parkens attraktioner er Segway banen nemlig åben denne aften, så du kan prøve det tohjulede køretøj, der styrer efter kroppens bevægelser. For at prøve Segway banen skal du være fyldt 10 år og veje mindst 35 kilo.
Parkens café er også i juleklæder og har åbent hele aftenen, hvor der kan købes både varme retter, sandwich, æbleskiver og gløgg.